Afstandsliste
Gennemgående træliste (trykimprægneret) placeret ovenpå spær. Den skal sikre afstand mellem undertag og lægter, så vand på undertaget uhindret kan løbe til tagrenden.
Banevareundertag
Undertag kan bestå af forskellige materialer, hvoraf en stor del leveres som "metervarer" i ruller.
Bebyggelsesprocent
Er et udtryk for bygningens samlede etageareal i forhold til grundarealet. Den maksimalt tilladelige bebyggelsesprocent er fastlagt i lokalplaner, byplanvedtægter eller i byggeloven.
Brandkam
Sikring mod brandsmitte over tagfladen. Udføres ved at føre brandsektionsvæggen, mindst 0,3 meter målt vinkelret på tagfladen, op over taget.
CE-mærke
Et CE-mærke vil på en byggevare vise, at produktet fremstilles og kontrolleres i overensstemmelse med det der kræves i en harmoniseret standard eller en europæisk teknisk godkendelse. CE-mærkede byggevarer kan frit markedsføres i EU.
Dampspærre
Lufttæt membran, typisk af plastfolie, placeret på den indvendige side i en isoleret konstruktion for at hindre fugtig luft i at trænge ud i konstruktionen og kondensere med fugtskader til følge.
Diffusionstæt
Materiale/produkt, der ikke tillader fugt at trænge igennem, hverken indefra eller udefra. Kræver udluftning af konstruktionen.
Diffusionsåben
Materiale/produkt, der tillader fugt at trænge igennem. Det er ikke damptæt indefra, men er vandtæt udefra. Kræver ikke udluftning af konstruktionen.
Efterisolering
Isoleringsmateriale, typisk mineraluld, der anbringes i tagkonstruktionen, når tagrummet skal udnyttes til beboelse.
Falstagsten
Formpressede tagsten af brændt ler med false langs kanterne, som griber ind over hinanden, og dermed giver øget tæthed.
Flunke
Siden på en kvist.
Fugtspærre
Se dampspærre.
Gennemføringer
Gennembrydninger af tagfladen til ventilationskanaler, faldstammeudluftninger, tagvinduer og lignende.
Gesims
Vandret muret fremspring på facaden.
Grat
Linien mellem to tagflader, der mødes i et udadgående hjørne.
Hafte
Beslag udført i zink til fastgørelse af zinkplader.
Hagekant
Se hafte.
Hanebåndsloft
Det øverste tagrum over hanebåndene i en beboet/udnyttet tagetage.
Inddækning
Typisk anvendt om plade af zink eller asfaltpap, der dækker over samlingen mellem to bygningsdele f.eks. mellem tag og mur.
Kip
Se rygning (tagryg).
Kondens
Fremkommer når varm fugtig luft afkøles til dugpunktstemperaturen. Luftens fugtighed fortættes til vand.
Korrosion
Nedbrydning af zink og andre metaller, forårsaget af iltens påvirkning.
Københavnertag
Tagprofil med en “knækket” tagflade. En typisk 45 graders tagflade forneden, der mødes med en øvre del af taget der næsten er vandret.
Lokalplan
En plan for et bestemt geografisk område. Planen, som er juridisk bindende, indeholder detaljerede regler for, hvad der kan tillades. Et byggeri skal overholde reglerne i den gældende lokalplan.
Lægteafstand
Afstanden mellem taglægterne, målt fra overkant taglægte til overkant taglægte.
Lægtestød
Samling af to taglægter.
Mansardtag
Tagprofil med en “knækket” tagflade. En næsten lodret del forneden, der mødes med en øvre del af taget med en mindre hældning.
Mineraluld
Isoleringsmateriale fremstillet af uorganiske mineraluldsfibre, f.eks. Rockwool eller Isover produkter.
MK-godkendelse
MK-godkendelse er Erhvervs- og Boligministeriets godkendelsesordning for materialer og konstruktioner m.v. til byggeri. Godkendelsesordningen varetages af ETA-Danmark.
Naturskifer
Se skifersten.
Rem
Vandretliggende tømmer fastholdt på facadens murværk til montering af bjælker og spær.
Retholt
Lige planke/bræt eller metalskinne til udmåling af skævheder og sætninger.
Rygning
Tagryg, øverste del af taget, hvor to tagflader mødes.
Sadeltag
Et tag der fra rygning/kip har fald mod to sider. Taghældning op til 45 grader.
Servitut
En bestemmelse, der er tinglyst på grunden. Fremgår af tingbogen.
Skifersten
Lagdelt olieholdig mørk stenart, der fortrinsvis forekommer i gråsort nuance. Tykkelse 4-6 mm.
Skotrende
Rende mellem to tagflader, der mødes i et indadgående hjørne. Ses også mellem et kvisttag og selve tagfladen.
Skyggeliste
Lille træliste monteret f.eks. mellem væg og loft.
Spidsloft
Det øverste tagrum over hanebåndene i en beboet/udnyttet tagetage.
Spidstag
Et tag der fra rygning/kip har fald mod to sider. Taghældning mere end 45 grader.
Spær
Tømmer (oplagt med tagfladens hældning) der bærer tagbeklædningen.
Spærfag
Tømmerkonstruktion bestående af spær, hanebånd samt evt. spærfod, skunkstolpe mv. Anvendes også om mellemrummet mellem spærene.
Skunkrum
Trekantet rum mellem et loftsrums væg og den nederste del af taget.
Tagbeklædning
Den ydre beklædning af et tag, der beskytter underliggende konstruktioner mod vejrliget, f.eks. vingetagsten og skifersten.
Tagbindere
Fastholder tagsten til taglægten.
Tagfod
Den nederste del af taget/tagets afslutning mod facademuren.
Tagkonstruktion
Tagets samlede opbygning fra udvendig beklædning, over spær med isolering og ventilationsspalte til indvendig beklædning med dampspærre.
Taglægter
Konstruktionstræ, typisk 38x56 mm, placeret vandret over spærene/afstandslisterne. Tagdækning fastgøres på lægterne.
Teglsten
Tagsten udført af brændt ler. Anvendes som tagbeklædning.
Træfugtighed
Mængden af fugt (vand) i træet, målt i procent.
Udhæng
Den del at tagkonstruktionen, der rager ud over facaden.
Understrygning
Tætning af åbning mellem vingetagsten. Understrygning udføres indefra med mørtel.
Undertag
Oprindelig blev der udført understrygning på vingetegl for at opnå tæthed. I dag er understrygningen erstattet af et undertag, der oplægges under tagdækningen for at opsamle og lede vand til tagrenden.
U-værdi
Isoleringsevnen af en konstruktion eller et materiale, f.eks. tagkonstruktionen. Også kaldet transmissionskoefficient. Jo lavere U-værdi – jo bedre isoleringsevne.
Ventilationsspalte
Afstand mellem isolering og diffusionstæt undertag, der skal sikre, at eventuel fugt kan ventileres bort fra konstruktionen.
Vindtrækbånd
Stålbånd i 2-3 mm`s tykkelse til afstivning af tagkonstruktionen.
Vingetegl
Bølgeformede tagsten af brændt ler, hvor den nedadbøjede bølgekam på den ene sten dækker over den opadbøjede kant på den næste.